Hvorfor vælge Sankt Ansgars Skole?

 

 

Tryghed går hånd i hånd med fagligheden

At betro sine børn - det dyrebareste man ejer - i skolens varetægt, kræver, at man har tillid til at skolen virkelig er et godt og trygt sted for det enkelte barn. Vi gør alt, hvad vi kan, for at kunne honorere denne tillid. Allerede inden børnene starter i børnehaveklassen, er det vores fornemmeste opgave at have et højt informationsniveau, således at forældrene får tillid til, at det, de har valgt, holder.

 

 

 

 

 

 

En god start

Inden skolestarten i august har der forude været en personlig indmeldelsessamtale med forældrene. Der har været et forældremøde i efteråret, året før barnet begynder i børnehaveklassen og et forældremøde i foråret, inden barnet skal i skole. Til børnehaveklassen er der foruden de to uddannede børnehaveklasseledere knyttet pædagogmedhjælp, der dels arbejder med i børnehaveklassen om formiddagen dels følger børnene videre i skolefritidsordningen om eftermiddagen. Skolen har valgt en indskolingsmodel der sikrer, at den vigtige kontakt til det enkelte barn og til barnets hjem bliver fulgt op og videreudviklet i hele indskolingsperioden.

 

 

 

 

Tiden i børnehaveklassen

I børnehaveklassen foregår der ikke systematisk læseindlæring, men undervisningen er i høj grad baseret på sproglig iagttagelse og mange sproglege. Der er bøger både i dansk og matematik med forskoleøvelser, der træner elevernes begreber og er med til at gøre dem skoleparate. Elever, der viser interesse og evner til at begynde læsning, holdes ikke tilbage, men bliver stimuleret til at gå videre i eget tempo.

 

Tryghed for de nye små opnås også ved, at 4. klasserne lige fra første skoledag er udset til at være deres venskabsklasser. Det kan virke meget overvældende at komme fra børnehavens lille fællesskab med få årgange til skolens mylder af børn i alle aldre. Når den lille elev har en stor kammerat, som barnet er tryg ved, opnår vi større trivsel både for de små og de store, da disse venskaber ofte varer skoletiden ud. Det er 6. klasse, der står skolepatrulje i det befærdede vejkryds lige uden for skolen om morgenen.

 

Sankt Ansgars Skole kendes på et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skolen, forældrene og barnets fritidshjem/SFO. På Sankt Ansgars Skole skaber vi de bedst mulige rammer for børnenes læring.

 

Vores skoles vigtigste opgave er at bevare og stimulere barnets evne og lyst til at lære. Det er af afgørende betydning, at barnet og den unge tilegner sig grundlæggende kundskaber og færdigheder, for med en solid faglig ballast får børnene senere i livet en reel mulighed for at forme egen fremtid og tage del i fællesskabet.

 

 

 

 

Forældreinvolvering

Allerede i børnehaveklassen er der tradition for at vælge forældrerepræsentanter blandt klassens forældre. Traditionelt har forældrerepræsentantskabet arrangeret sammenkomster for børn og voksne, som i høj grad har været medvirkende til at styrke fællesskabet imellem børn og forældre.

 

Forældrerepræsentantskabet er altid - som alle andre forældre - velkomne til at henvende sig til lærere og ledelse på skolen for at drøfte skolens anliggender. Vi står altid til rådighed for deltagelse i et forældremøde, som forældrene ønsker afholdt. Et godt skole/hjem samarbejde bygger på åbenhed og aktiv deltagelse af de implicerede parter.

 

Forældrene kan forvente omsorg for den enkelte og for hinanden. Forældrene kan forvente at mobning IKKE tolereres på Sankt Ansgars Skole.

 

 

 

 

Opfyldelse af forventninger

Forældrene kan forvente et forpligtende fællesskab om dannelse og uddannelse og det kristne budskab som fundamentet for vores arbejde. Kristen tro bliver født og vokser i et fællesskab, og her er vort skolefællesskab et godt grosted. Vi forsøger at lade værdierne komme til udtryk hver dag i mødet med hinanden.

 

Hver enkelt elev er unik med sin særlige betydning og plads i skolens fællesskab. Vi giver os tid til at snakke, støtte, hjælpe og opmuntre, og vi arbejder konstant på at give klasserne det bedst mulige udgangspunkt for et godt arbejds- og kammeratfællesskab – både i det daglige skoleliv og ved specielle klassearrangementer.

 

Forældrene kan forvente kvalificeret undervisning og et højt fagligt niveau. Vi forventer en ordentlig omgangstone elever imellem, elever og lærere imellem. Vi ønsker at der tales i respekt med hinanden, og denne respekt bygger på holdningen om hver enkelt menneskes helt særegne værdi som individ.

 

Vi forventer, at forældrene bakker op om skolens linje, at de taler pænt om lærerne og skolen i deres børns påhør, at de hjælper deres børn med at have lektier, madpakker og gymnastik- og svømmetøj i orden, at de møder op, når der bliver kaldt til forældremøder, skole-hjemsamtaler eller andre arrangementer, der involverer deres barn. Vi mener at der skal usædvanligt gode grunde til at blive væk fra et forældremøde eller fra en skole/-hjemsamtale.

 

Vi forventer, at forældrene har opdraget børnene til at være sociale, til at tage hensyn og til at respektere andre mennesker.

 

Vi forventer, at forældrene kontakter klasselærerne, når der er uafklarede spørgsmål eller problemer, der vedrører deres børn.

 

Vi forventer, at forældrene sørger for, at eleverne kommer undervisningsparate til skolen til tiden.

 

 

 

Indmeldelse

En indmeldelse af en elev på Sankt Ansgars Skole begynder med en mail til vores skolesekretær, Kristina Murphy på sekretaer@ansgarsskole.dk.

 

Herefter vil du/I blive inviteret til en samtale med skoleleder Kirsten Poulsen, hvor jeres og skolens forventninger til skolestart- og liv drøftes. I får mulighed for at se skolen og dens faciliteter, til at stille spørgsmål og høre meget mere om skolen, dens værdigrundlag, pædagogiske og didaktiske tilgange og hverdagen her i hjertet af Nørrebro.

 

Er I interesserede i at få jeres barn skrevet op til at begynde i 0. klasse i et kommende skoleår, tager vi imod indmeldelser, fra barnet er født. Vi optager også løbende elever på senere klassetrin.

 

I er naturligvis også meget velkomne til at kontakte skolen med spørgsmål forud for en eventuel samtale. Brug også her mailadressen sekretaer@ansgarsskole.dk

 

Sankt Ansgars Skole - Nørrebrogade 27 - 2200 København N - 35 39 46 46